UUUUUUUPS....

Normalt er jeg en stærk pige, med masser af ben i næsen.

Jeg ved hvad jeg vil, ved hvem jeg er, hvor jeg skal hen.

Vil ikke nøjes, så heller lade være!

Er selv handy-wo-man, skifter dæk, borer, ordner stoppede rør.

Er husmor, elsker at bage, lave mad. Bliver også nødt til at ordne det rent praktiske med husarbejder.

Er der 100 % for mine børn, alle deres betroelser, problemer, skolefester, klasseråd.

Synes selv jeg er en god ven, lægger øre til hvad mine venner vil dele, og hjælper der jeg kan. Elsker når der sker noget og er tit den første til at arrangere at der skal ske noget.

Er en god datter, besøger mine forældre (der bor 1½ time væk) en gang om måneden og taler dagligt med dem.

Er dygtig til mit job, kører land og rige rundt, som sælger af software.

Husker at leve sundt, og at få tid til mig selv.

Når jeg så kigger på mit liv, er jeg enormt taknemlig, jeg har det som blommen i et æg.

.....men UUUUUUPS, hvorfor føler jeg mig en gang i mellem, som det eneste mennesket i verden, alene og fortabt?